Samtalen forløb fint. Det var en uformel chat om et softwareprojekt, den slags uformelle frem og tilbage, der foregår snesevis af gange dagligt mellem udviklere, der taler forskellige sprog. Den anden person var russer, beskederne blev skrevet på engelsk, og Google Translate stod for det tunge arbejde med at konvertere alt til russisk i realtid. I omkring ti beskeder føltes alt glat. Så, ud af det blå, skrev russeren noget, der løst oversat lød: "Vent, er du en mand eller en kvinde?" Spørgsmålet virkede bizart. Intet i samtalen havde noget med køn at gøre. Der var ingen profilbillede-tvetydighed, ingen navneforvirring. Emnet var databasestruktur. Og alligevel gav spørgsmålet fra den anden persons perspektiv fuldstændig mening.

Russisk er et grammatisk kønssprog. Udsagnsord i datid, tillægsord og endda visse navneord ændrer form afhængigt af talerens grammatiske køn. Når nogen skriver "jeg gjorde" på russisk, fortæller verbets endelse læseren, om taleren er mand eller kvinde. Google Translate, der arbejdede med nul kontekst om, hvem der skrev, havde valgt feminine verbformer til hver eneste besked. For den russiske læser så det nøjagtigt ud, som om en kvinde skrev. Den faktiske taler var mand. Oversætteren havde ingen mulighed for at vide det, fordi ingen fortalte den det, og den spurgte aldrig.

Dette var ikke en mindre stilistisk detalje. Hele tonen i samtalen ændrede sig. Grammatisk køn på russisk er ikke valgfri dekoration. Det er indlejret i strukturen af næsten enhver sætning, der refererer til taleren i datid. At sige "jeg gik i butikken" bruger et andet ord afhængigt af, om en mand eller en kvinde gik. At sige "jeg var træt" ændrer sig. At sige "jeg afsluttede projektet" ændrer sig. Hvert eneste udsagn i første person datid havde udsendt den forkerte identitet gennem hele samtalen, og den russiske deltager havde simpelthen antaget, at oversætterens output var korrekt.

Det øjeblik var udløseren. Ikke irritation over en enkelt fejloversættelse, men erkendelsen af, at det mest udbredte oversættelsesværktøj på planeten absolut ingen mekanisme har til at vide noget så grundlæggende som talerens køn. Det spørger ikke. Det udleder ikke. Det vælger en standard og går videre, og overlader læseren til at drage konklusioner, der kan være helt forkerte. Løsningen var ikke en bedre algoritme. Løsningen var kontekst.